Pressemeddelelse

Hasselager, d. 17/12-2024

Når journalistik bliver til urimelige angreb

De seneste dages artikler i Jyllands-Posten og Ekstra Bladet har kastet Ditur og vores rejse som iværksættere i et kritisk lys. Vi føler os derfor nødsaget til at svare på en måde, som vi ellers sjældent gør – fordi det er vigtigt at få nuancerne med.

 

Da vi startede Ditur i 2014, var vi to unge 22-årige iværksættere med en drøm om at gøre ure tilgængelige for alle. Det hele begyndte som et lille hobbyprojekt med et brændende ønske om at udfordre urmarkedet, hvor luksusure ofte var forbeholdt de få. Vi så et hul i markedet: prisvenlige ure, som kunne give værdi for pengene. At gøre det krævede mod, hårdt arbejde og – ja – en læringsproces, som enhver virksomhed går igennem.


Hovedkritikeren: En personlig og økonomisk historie

En af de mest fremtrædende kritikere i den seneste dækning er urmager Poul Halse. Hvad der udelades i artiklerne, er den kontekst, som hans kritik bør ses i. Poul Halse var ejer af en traditionel urmagerforretning i Horsens, som i 2023 gik konkurs. Ditur opkøbte senere konkursboet gennem kurator.

 

Vi har stor respekt for urmagerfaget og dets traditioner, men det er ingen hemmelighed, at vores forretningsmodel er en disruption af det etablerede marked. Vi tilbyder prisvenlige ure i god kvalitet til en bred målgruppe, og det kan naturligvis skabe modstand fra dem, der har været en del af en mere traditionel urbranche.

 

Når Poul Halse omtaler vores ure som “billigt skrammel,” er det derfor ikke en objektiv vurdering, men en subjektiv holdning – en holdning, der måske i højere grad bunder i den forandring, som Ditur har været med til at skabe i urbranchen. Poul Halse levede selv af at sælge ure, som i flere tilfælde var produceret i Kina.


Markedsføring som værende kvalitet

Af medier er Ditur anklaget for at markedsføre deres egne brands som værende schweizisk kvalitet. Det er faktuelt forkert og ganske simpelt ikke rigtigt. Ditur har ikke markedsført egne produkter som værende schweizisk kvalitet, men der har eksisteret en produkttekst, hvor der stod, at designet på et fåtal af egne ure var inspireret af en lille by i det sydlige Schweiz. I teksten stod der også, at disse ure var kendetegnet ved italiensk kvalitetsdesign.

 

Vi blevet gjort opmærksomme på denne produkttekst af Jyllands-Posten. Vi har aldrig før modtaget en henvendelse fra kunder omkring misforståelser eller andre bemærkninger til teksten, men har nu rettet teksten for at imødekomme JP’s kommentarer om en kunde, der havde misforstået teksten.

 

At sige, vi har markedsført produktet som schweizisk kvalitet, mener vi ikke er korrekt.


Gamle debatindlæg og dårlig research

Når gamle debatindlæg fra 2013 – senest i Jyllands-Posten – bliver hevet frem som bevis for, at Ditur skulle være et tvivlsomt brand, bliver det for os et udtryk for dårlig research og sensationsjagt. Ja, vi fik råd og vejledning omkring kvaliteten dengang i 2013 – fordi kvalitet betyder noget for os. Som 21-årige – et år før vi etablerede Ditur.dk - spurgte vi et debatforum til råds, fordi vi ønskede at sikre, at de produkter, vi overvejede at sælge på vores hjemmeside, levede op til vores egne og potentielle kunders forventninger. Dengang handlede det om mekaniske automatiske ure, som i dag er en lille del af vores sortiment.

 

Det var vores første spæde skridt som iværksættere. I dag er Ditur vokset til en af Skandinaviens førende urforhandlere, hvor vi som autoriseret forhandler sælger både kendte brands som Seiko, Tissot og Garmin og vores egne kollektioner som Studsgaard, Dissing og Lugano. Alle produkter gennemgår en streng kvalitetskontrol, og vi arbejder udelukkende med betroede producenter.


Kvalitet og transparens

Vi bliver kritiseret for, at vores ure produceres i Kina. Hertil er vores svar simpelt: Det er branchestandard, ligesom det i øvrigt er for masser af andre kendte danske brands i andre brancher. Kina er i dag verdens førende producent af ure – fra prisvenlige modeller til luksusmærker i den absolutte top. Vores design og konceptudvikling foregår i Danmark, og vi stiller høje krav til materialer og produktion.

At sammenligne vores ure med tilfældige modeller på AliExpress er ikke bare misvisende – det er useriøst. Billige kopier har sjældent samme materialer, produktionsproces eller kvalitetskontrol som vores ure.


Hvorfor vi udfordrer branchen – og hvorfor det skaber modstand

Fra dag ét har vores mission været at tilbyde kunderne mere værdi for pengene. Vi ved godt, at det skaber modstand i en branche, der er vant til, at ure er dyre og eksklusive. Men vores over 500.000 tilfredse kunder og en Trustpilot-score på 4,8 viser os, at vi gør noget rigtigt.

 

Når kritikere som Poul Halse kalder vores produkter for “skrammel,” står vi uforstående tilbage. For vores kunder betyder kombinationen af design, kvalitet og pris noget – og det er dem, vi arbejder for.


Vi tager kritikken alvorligt – men også med ro

Vi er stolte af det, vi har opnået, og vi står på mål for vores produkter. Ditur er skabt på ærlighed, hårdt arbejde og en passion for ure. Vi lytter gerne til konstruktiv kritik, men vi accepterer ikke, at vi bliver hængt ud på baggrund af useriøse påstande, udeladte nuancer og gamle debatindlæg.

 

Til jer, vores kunder og følgere: Tak fordi I tror på os og bakker op om vores mission. Vi fortsætter med at tilbyde ure, der kombinerer godt design, høj kvalitet og værdi for pengene.

 

| På vegne af Kasper- og Mikkel Dissing